DE ER BLEVET GRÅ I TOPPEN

Jeg er kommet vel igennem min første uge som kandidatstuderende.

Den trofaste læser vil vide, at jeg har holdt pause siden 2008 for at uddanne mig og arbejde som skuespiller. Men nu er jeg tilbage. KUA, den gamle krage, har fået et seriøst facelift, og de dystre og sundhedsskadelige betonrum, som dengang dannede rammerne for mit universitetsliv, er jævnet med jorden. Til gengæld er der pludselig tapas i kantinen, indendørs birkeskov og store lyse rum, der om 20 års tid vil gøre nye KUA til en perfekt tidslomme for 2010'ernes zeitgeist. Folk vil le og sige: "Ha ha ha! Det var dengang, vi troede, at jorden stadig kunne reddes, hvis bare vi allesammen anlagde skovhugger-fuldskæg og sad på autentiske skamler af drivtømmer!" (Note: Denne småsarkastiske kommentar er skrevet i mit meget stimulerende hjemmekontor, hvor jeg er OMRINGET af træ. Selv væggene er blevet beklædt med træ. Og jeg tror stadig på, at vi kan redde jorden. Måske.)

Men det faktum, der ramte mig som en bazooka i maven var: AT ALLE MINE UNDERVISERE ER BLEVET GRÅHÅREDE!
Det var pludselig et meget håndgribeligt tegn på årene, der var gået.

Jeg var glad og smigret, da der var en underviser, som kunne kende mig (fordi jeg var hendes mega dengse back then), men da jeg tog toget hjem, blev jeg pludselig grebet af en gruopvækkende tanke: Mon hun også syntes, at JEG SÅ ÆLDRE UD?

Ja! det måtte hun jo uden tvivl gøre. Som en caster for nylig skrev til mig: "Heidi, du kan jo ikke gå for at være en i starten af tyverne længere." (Til det svarede jeg kækt: "Nej, det er prisen for at få et barn og miste sin nattesøvn, og så er jeg egentlig godt tilfreds med byttehandlen." Men inden i græd jeg...)

Det tætteste denne blog kommer på en selfie: En hårfie (jeg forudser at denne betegnelse ikke kommer til at vinde indpas nogen steder)

Jeg har siden jeg var omkring 16 år gammel haft en stribe med sølvfarvede hår i min manke. En frisør har engang bildt mig ind, at det er fordi, mit hoved har fået et slag, og striben er et udtryk for chokerede hårsække. Jeg bilder mig ind, at striben er den samme som den altid har været. At der ikke er kommet flere eller færre grå hår.
Jeg kan tydeligt huske første gang, striben blev påtalt, og en af mine venner sagde: "Hey, er du ved at blive gråhåret eller hvad?".  Senere spurgte min veninde, om jeg havde malet væg. Hun forsøgte hjælpsomt at fjerne de hvide klatter maling, da hun pludselig indså, at det var grå hår.

Jeg bilder mig selv ind, at jeg kan camouflere striben mere eller mindre ved at dele mit hår på et strategisk rigtigt sted. De dage, hvor jeg får delt det forkert, udbryder folk chokeret: "Heidi! Du er jo ved at blive fuldstændig gråhåret!".
Her starter jeg normalvis min store forsvarstale (den om de chokerede hårsække), mens folk nikker og smiler og tænker, at jeg helt sikkert bare er ved at blive gråhåret. Nogle gange spørger folk endda: "Blev dine forældre også tidligt gråhårede?".
Der er også en kategori af folk (faktisk flest mænd), som synes det er sejt og silverfox-agtigt på Gun-Britt-måden. Der er jeg ikke helt kommet til endnu. Og jeg er faktisk ikke længere selv kompetent til at afgøre, om de sølvfarvede hår har spredt sig.

Men for at vende tilbage til udgangspunktet: Underviseren havde helt sikkert også lagt mærke til sølvstriben i MIT hår. Og sikkert også de rynker, som ikke længere går væk med den rigtige mængde creme eller søvn. Og selvom KUA stadig kan få mig til at føle mig som en ung og impulsiv studerende, så ligner jeg altså ikke en, der kommer direkte fra 3. g længere.

Jeg kan kun forestille mig, at det bliver sværere og sværere at synkronisere ens indre selvopfattelse med ens spejlbillede. Men indtil videre arbejder jeg videre med at lægge skilningen det helt rigtige sted.

JEG ØVER MIG STADIG...

I går fik jeg et brev. Et skidehamrende kedeligt brev. Det var så kedeligt, at så snart jeg læste overskriften, så gik min opmærksomhed på vandretur til Mexicos hvide sandstrande. Jeg prøvede virkelig på at læse det. Virkelig. For jeg vidste godt, at jeg burde læse det. Jeg startede forfra et par gange, men hver gang kom jeg kun et par linjer ned, før jeg begyndte at skimme, som i dennne her sammenhæng er et flot ord for at konstatere, at det var tale om sorte bogstaver på hvidt papir. Til sidst lagde jeg det på spisebordet. Det var jo helt klart tidspunktet, den var gal med. Det var alt for sent på eftermiddagen til at læse sådan et brev, og jeg havde jo også været tidligt oppe, og desuden så havde babyen ikke sovet så godt i nat. I morgen ville jeg være meget mere modtagelig.  

I morges smed jeg det ud. 

Brevet handlede om pension.

Et autentisk foto af mit brev, pimpet med et flot blåt filter.

Jeg øver mig stadig i at gå til møder i banken. Det er egentlig ikke, fordi jeg er sådan en "Luksusfælden"-type. Faktisk er jeg noget så usexet som ret økonomisk anlagt. Men når jeg skal til møde i banken, har jeg det, som om jeg spiller rollen, som en der går til møder i banken. En rigtig voksenrolle, hvor man forstår, hvornår renten er helt rigtig. Når man er rigtig voksen tager man ikke bankagtigt tøj på og sidder og smiler blankt og siger ja og amen til alt, og satser på at ens bedre halvdel har taget de nødvendige metale noter. Når man er rigtig voksen, forstår man at forholde sig kritisk til bankens tilbud. Man forsøger ikke at få bankrådgiveren til at synes, at man er total sjov og fresh. Man spiser heller ikke alle hans folieindpakkede chokolader. Og man går ikke ud på toilettet og græder af glæde, når man får lov til at låne penge. Som sagt: Jeg øver mig stadig.

Men breve om pension...
Og SKAT...
Og generalforsamlinger...

NYE GAMLE BEGYNDELSER

På vej ned ad gangen drejede jeg pludselig om på hælen, stormede ind til censor og underviser og proklamerede stolt: "I øvrigt er det min SIDSTE eksamen her! Nu skal jeg være SKUESPILLER!!!". Tag den suckers! Tag den akedemia! Skråt op med jeres litteraturlister, ects-point og den evige dårlige samvittighed (særligt i julen. Når man er studerende smager flæskesværene af burde, skulle, ville og eksamenspensumet kalder ens navn så højt at det næsten overdøver julesalmerne.)

Nu skulle jeg gå på skuespilskole, være boheme, græde, elske og grine på kommando, drikke billige øl på røgfyldte café Sommersted, spille mand og lesbisk og helst i et teaterstykke med masser af blod og bræk, der kunne forarge og henrykke et måbende publikum. 

Jeg havde lige været til min sidste eksamen som bachelor på Retorik. Jeg var 22 år gammel og højere end høj på mit nyerhvervede 12-tal. 

Nu er jeg tilbage. Og jeg er gammel: 29 år. Okay okay, en gammel studerende i det mindste. På tirsdag har jeg første skoledag på kandidaten. Jeg har valgt fag, købt en ny bærbar og har allerede skaffet bøgerne på pensumlisten. Jeg er velforberedt og bevæbnet til tænderne. 

For i virkeligheden er jeg lidt bange. 

Jeg burde ellers have vænnet mig til uforudsigelige scenarier. Jeg har været til et uendeligt antal nervepirrende castings, hvor jeg skulle spise chokolade/være gangsterbitch/danse i undertøj/græde over rumvæsener, der havde ædt min kæreste. Men sagen er, at jeg ikke aner, hvordan det er at studere, når man ikke længere er i starten af tyverne og har en glubende appetit på studielivets buffet af fredagsbarer og julefrokoster. For jeg er blevet for voksen til, at studielivet bliver en livsstil. Jeg har allerede været igennem uni én gang og taget 3 år på skuespillerskole. Min gamle (fantastiske) læsegruppe har for længst skiftet SU'en ud med fast månedsløn. De fleste af os har også fået børn. Eller arbejder i udlandet. Da vi læste sammen, plejede vi kærestesorger over (alt for dyr) lagkage på La Glace, lavede budgetmad på kollegiekøkkener, skrev opgaver sammen til langt ud på natten til tonerne af LCD Soundsystem og drak billige drinks på Mexibar.

Hvordan bliver et studieliv uden det? Et studieliv, hvor man man stadig ammer og hellere vil sidde på sit hjemmekontor end på Diamanten, fordi man så får mere tid med baby og mand. Et studieliv, hvor SU'en betaler den ugentlige fiskekasse frem for den ugentlige bytur. Et studieliv, hvor man bor i eget hus på landet og ikke på et lejet værelse i København, hvor lejeperioden er så kort, at man skifter brokvarter hyppigere end Jesse Pinkman siger "Bitch!". 

Denne gang er det studiet for studiets skyld. Det er et middel til et mål. Og de kloge siger, at studerende med børn bliver benhårde til at prioritere deres tid. Det lyder nogenlunde lige så ophidsende som at skulle besvare kundeklager hos Imerco (hvilket egentlig må være ret ophidsende i disse dage. Hvad sker der i øvrigt med den vase? Har man ikke kunnet købe den i tusind år? #vasegate)

Men jeg glæder mig. Meget. Og endnu mere fordi jeg er blevet for gammel til det der karakterræs og til at ville være den bedste til det hele. Jeg ved, hvad der interesserer mig og vil vælge det ud som jeg kan lide. Jeg vil være studiets svar på den gamle bedstemor, der kun spiser Merci-chokolader med nougat og smider resten ud, fordi hun ikke vil bruge de sidste dyrebare dage af sit liv på chokoladerne med kaffefyld. (Ok, den var sløj. Beklager. Blev grebet af stemningen.)

Og hvis der er bare en mere, der spørger, om det så er slut med at være skuespiller, så græder jeg (højt og dramatisk på kommando). For man kan altså godt flere ting på en gang. Sådan er det også at blive voksen.

ps. OMG hvor jeg glæder mig til den nye sæson af "Den store bagedyst"! Aldrig så man så meget drama komme ud af cremer, der ikke vil størkne og chokolade, der ikke har det rette knæk. Det er mesterligt produceret.

Dagens anbefaling fra Voksentid

Jeg har lige set tre fantastiske film i rap. Jo, den er god nok. Tre helt igennem fantastiske film, som du bør se, hvis du ikke har set dem endnu. Jeg er så oppe at køre over dem, at jeg straks må anbefale dem:

Grand Budapest Hotel: En helt igennem Wes Andersonsk Wes Anderson-film. Gennemmusikalsk timing, den mest gennemførte visuelle stil og mesterligt skuespil fra Ralph Fiennes.

Paradistrilogien: Kærlighed: Igen en gennemført visuel nydelse i en film om kroppe, bekræftelse og ensomhed. Hudløst spil af hovedrolleindehaveren Margarette Tiesel. Skiftevis tåkrummende og rørende scener.

Smagen af rust og ben: Blændende skuespil og en meget rørende historie om kroppe og kærlighed på trods.

VOKSENVENNER

I tv-serien Beverly Hills er postnummeret 90210 blevet synonymt med ubrydelige venskaber. Der var også engang, hvor næsten alle mine venner boede i det samme postnummer: 3200 - eller 3210 og 3400, hvis bølgerne gik højt. Mine venner var aldrig længere væk, end at jeg kunne springe på min alt for store Yamaha Neo's-scooter eller Lokalbanen, hvis jeg ville se dem. Da vi flyttede hjemmefra blev 3200'erne Københavns største minoritet. Vi var en overraskende stor flok af gamle gymnasie-/teater-/musik-venner, som blev ved med at mødes til kollegiefester, koncerter og deslige. 

Da jeg startede på universitetet, stiftede jeg mine første rigtige bekendtskaber med jyderne og fynboerne og lærte, at jysk lyder forskelligt, alt efter om man kommer fra Århus eller Ålborg.

Da jeg startede på skuespillerskole, mødte jeg pludselig spændende mennesker fra Norge og lærte, at dansk med norsk accent er helt uimodståeligt. 

I løbet af min tid på skuespillerskole mødte jeg konstant så mange nye potentielle venner, at min BFF og jeg prøvede at formulere en slags leveregel: Hvis der var gået mere end 6 måneder, siden man sidst havde set en ven, så var der nok en grund til det, og man skulle ikke bruge tid på at prioritere det venskab længere. Set i bagklogskaben ulideligt klare lys var det en meget forkælet og naiv leveregel, men den gav (næsten) mening dengang, syntes vi. Og der var brug for en metode til at sortere ud i alle de mange fester og kaffeaftaler.

Men så for et par år siden blev vi  færdige med vores studier. Vi begyndte at bruge tid på at arbejde igennem og skabe karriere. Vi fik faste kærester. Blev gift. Der blev ikke bare længere imellem, at jeg så de yderste led af 3200'erne. Der blev også længere imellem, at jeg så de nære. Hvis jeg skulle have efterlevet min egen 6-måneders-regel, så ville samtlige mine venskaber være døde. Inklusive det med ham, som jeg lavede reglen med.

Det var tid til at genopfinde en måde at være venner på. Nu skulle vi genopdage hinanden som voksenvenner:

• Voksenvenner laver aftaler i kalenderen i GOD tid. 
• Voksenvenner har alt for sjældent tid til lange dage med fælles tømmermænd, snaskede salatpizzaer og filmmaraton efter festen i går. 
• Voksenvenner sover ikke så tit hos hinanden i den samme seng. 
• Voksenvenner har alt for sjældent tid til brunch i Nansensgade på en hverdag. 
• Voksenvenner prioriterer at spise på gode spisesteder og deler regningen lige op (de er for voksne til at gå op i, om alle fik den samme forret). 
• Voksenvenner ammer sammen. 
• Voksenvenner fortæller ikke længere (så mange) intime detaljer fra deres forhold, fordi voksenvenner som oftest også kender kæresten/manden/konen rigtig godt. 
• Voksenvenner sætter pris på en tur i sommerhus med lækker mad og dejlige spadsereture og gør ordentligt rent, når de skal hjem. 
• Voksenvenner taler om, hvordan de mon nogensinde skal finde sig til rette i et 9-16-job uden at kede sig ihjel. 
• Voksenvenner kan lide at give. 
• Voksenvenner snakker meget om serier de ser og prøver at genneskue plottet.
• Voksenvenner diskuterer palæo og miljøpolitik. 
• Voksenvenner tager hjem i ok tid, så de kan nå at få lidt søvn, inden babyen vågner.
• Voksenvenner holder for få spontane fester på en onsdag.
• Voksenvenner sidder alt for sjældent og ser samtlige afsnit af Mr. Poxycat.
• Voksenvenner giver for få lammere.

Og så er voksenvenner spredt for alle vinde. Jeg har ingen venner i 3200 længere. De bor i Grønland, London, Ungarn, Afrika og Svendborg. Og jeg kan ikke bare lige gå over og låne et bad hos dem, hvis mit eget er i udu. 

Men voksenvenner er loyale. De gør sig umage for at finde ind til hinanden, selvom der er gået mere end 6 måneder siden sidst. Sådan er det også at blive voksen.

EN LISTE BASERET PÅ ALT FOR VIRKELIGE HÆNDELSER

Undskyld undskyld og atter undskyld, at der er lidt langt mellem indlæggene for tiden. 

Og tAk TaK TAK til alle de nye læsere! Jeg er meget beæret over, at I gider læse med.

Vi skal holde stor fest herhjemme på lørdag og er gået all in på forberedelser, så der er ikke mucho skrivetido, desværro.

Til gengæld har den seneste uge ikke skortet på begivenheder, som har fået mig til at træde i karakter som voksen. Tillad mig at præsentere:

"Du ved, at du er voksen når..."-listen (en liste baseret på alt for virkelige hændelser):

Du ved, at du er voksen når:

• Du i forvejen er alt for sent på vej ud af døren, og din hund kommer løbende og kigger på dig med et bedende blik, fordi den har spist noget, der indeholder græs og dine lange, tabte ammehår, som nu stikker ud af numsen på den, og der ikke er andre end dig og din elskede højre hånd til at hjælpe den med at trække det ud. IKKE ENGANG DIN MAND. Og så er det videre til pilates...
• Du begynder at tilberede mad, der indeholder en halv deciliter af dine egne kropsvæsker. "Tilsæt en halv deciliter modermælk til grøden og rør rundt..." For at sikre mig mod misforståelser, vil jeg lige sige, at det blev serveret for babyen. Gæsterne må nøjes med lidt øko-sød til kaffen.
• Du opdager, at du fortryder dit feministiske oprør mod din håndarbejdslærer i folkeskolen og faktisk ville ønske, at du havde lært at sy, så du skamløst kunne producere kopier af Småfolk-babytøj og Ferm Living puder.
• Du bruger et beløb svarende til 163 kopper chaillatte på et nyt køle/frysskab og faktisk praler over for gæsterne med den smarte funktion, som holder ruccolaen sprød ekstra længe.
• Du opdager, at der gror en 2,5 meter høj hampplante foran dit køkkenvindue og skynder dig at destruere den i det usandsynlige tilfælde, at landbetjenten pludselig skulle holde på din koteletgrund og pege på dig med sin og lovens harmdirrende lange arm. Så meget for min ungdoms rebelske oprør mod småborgerligheden
• Du skal holde fest og i forvejen advarer gæsterne om, at du går kold kl. 22, fordi du stadig ammer alt for meget om natten. Der er ikke meget sjov over en lakterende partypige.

Til gengæld ved du, at du stadig er ret umoden, når:

• Din baby får en tavle ind på sit værelse, og du virkelig må finde al din voksen-stamina frem for ikke at tegne en penis på den (Ingen tavle uden penis, lyder den ældgamle regel fra folkeskolen).

Pludselig var den der. Lige foran mit køkkenvindue. Og jeg følte mig for en kort stund som en ægte small time gangster. men så blev jeg voksen.

TAG LIGE EN SLAPPER, MOSTER BO BEDRE!

Der er sket noget i mig, efter jeg har fået mit eget hus. Det er, som om jeg har fået en lille kortslutning i hjernen. En kortslutning, der får mig til at fremvise ting, der ikke er der. En kortslutning, som får mig til at sige ting til vores gæster som: "Sådan her skal køkkenet selvfølgelig ikke se ud, vores plan er blablabla og sætte blablablabla fliser op!" eller "Vi drømmer jo om at mure facaden op/sætte brædder på/male det i noget andet end den her hæslige blabla farve!" eller "Ja, børneværelset er jo ikke færdig endnu. Det beklager jeg. Det er altså lidt af en rodebunke!"
AND SO FUCKING WHAT?!! 
Babyen er kun knap 5 måneder, og han er jo fuldkommen ligeglad. Han vil skide på, om jeg har fået tapetseret væggen med grafisk mønster. Det eneste, hr. Flødeskæg går op i, er, at der er lettest mulig adgang til mælkebaren. Og alle de fixe idéer jeg havde om, at han ville elske at lege med æstetisk tilfredsstillende legetøj i pastel og nordisk birk, har jeg også måttet kassere. Babyer kan lide bling og primærfarver. Og det skal de have lov til. (Sidehistorie: Jeg læste en artikel i et boligblad om en indretningsbesat mor, som havde forbudt sin 11-årige datter at have plakater med One Direction PÅ SIT EGET VÆRELSE!!! Så længe pigebarnet boede under hendes tag, så skulle der antikke sommerfuglebilleder på væggen. For tænk nu, hvis gæsterne kiggede ind. De ville jo falde døde om, som følge af overdosis af dårlig smag. Hvis jeg nogensinde bliver sådan, håber jeg, at min mand vil aflive mig.)

Men den pinlige sandhed er altså, at jeg bliver lidt flov over de ting, som ikke er på plads endnu. Og jeg vil så gerne have folk til at forstå, hvorfor vi faldt for huset og området og valgte at skippe vores trygge københavnertilværelse. Jeg vil så gerne have, at de har lyst til at komme igen (hvilket de sjovt nok ikke får, hvis jeg går rundt som en manisk bygherre og præsenterer luftkasteller). Det kan på en måde sammenlignes lidt med den følelse, man har, første gang vennerne skal møde ens kæreste. Man håber sådan, at de vil forelske sig bare en lille smule i ham.

Og det er unægteligt noget andet at eje end at leje. Det kan være svært at acceptere, at livet som husejer indebærer, at køleskabet eller fyret crasher lige netop der, hvor man havde 5 minutter til at gøre huset lidt indretningslækkert eller kysse på sin mand (eller havde plus på kontoen og planer om sjov i gaden.)

Det værste ved den kortslutning, der er opstået i min hjerne, er, at den ikke normaliseres, så snart et projekt er slut. Næ nej! For så snart stuen er færdig, hører jeg mig selv sige ting som: "Jeg hader vores køkken!" eller værre endnu "Vores gang er simpelthen frygtelig anonym. Man får jo ikke nogen oplevelse, når man træder ind af døren. Det er jo bare et skide transitionsrum!" SUK. Skal der nu også være oplevelsesøkonomi i gangen? Hvor skal hunden så sove? Tag lige en slapper, Moster Bo Bedre!

Og sandheden er jo, at ligesom med den nye kæreste, så er dine venner glade, hvis bare du er glad. (Ellers er de i hvert fald nogle skarn). Dine venner kommer for at se dig. Ikke din indkørsel eller flotte billedvæg med den rigtige blanding af grafisk plakatkunst og retro.

Det er i hvert det, jeg prøver at huske mig selv på, alt imens jeg booster oplevelsesøkonomien på gæstetoilettet.

Her er vi ved at støbe det som endte med at blive et 250 kg tungt betonbord til stuen.