FÆLDEN DER KLAPPEDE

"Hvor er vi blevet voksne!". Det er en replik, der lyder mere end ofte, når jeg er sammen med mine venner. Eller bedre endnu: "Ej, hvor voksent!". 
Og man ved ikke, om det er en god ting. Er det at blive voksen det samme som at blive småborgerlig? Eller bourgeois, som mit mere prætentiøse teenagejeg ville sige. 

Da jeg var teenager havde jeg travlt med at distancere mig fra de andre elever på provinsgymnasiet og erklærede mig kulturel feinschmecker. Mainstream var det største skældsord, jeg kunne komme på. Sammen med min udvalgte klike af andre kulturelle feinschmeckere kørte jeg til det store KØBENHAVN i en lille blå Folkevognsboble. Vi drak os fulde i rødvin, så franske film i Grand og spiste kartoffelmadder på Bang & Jensen på Istedgade. Vi var en kæmpe oprørskliché. Da jeg tog til Calella med flere af klikens medlemmer var det selvfølgelig også med ironisk distance. Vi tog til ironisk pubcrawl, ironisk skumparty og ironisk sangriafest. Og selvfølgelig endte vi med at have det alt for sjovt og glemme alt om den ironiske distance og kaste op og snave og få tatoveringer og tisse på åben gade ligesom alle de andre. Jo, vi var blomsten af Danmarks ungdom. Mente vi selv. 

Da jeg var teenager erklærede jeg også kamplystent at jeg ALDRIG skulle giftes. Det var småborgerligt! Jeg skulle heller ALDRIG have børn. Hvis jeg skulle føde noget, skulle det være en hundehvalp, for de var meget sødere end babyer. Nu sidder jeg i en alder af 28 (og 11 måneder) og har været gift i næsten 2 år, villaejer i 4 måneder og mor i snart 3 måneder. Jeg har også en hund og en dyr knivblok. Fælden er klappet. Jeg har givet op på alle mine principper. Og det er egentlig meget rart. Men også skræmmende. For inden i mit hoved er der stadig en lille teenagestemme, som konstant stikker til mig: "Er du nu kreativ nok?", "Er du ikke blevet lige lovlig magelig?", "Er du ikke lidt for almindelig?". 
Det værste, man kan være, er jo som bekendt almindelig:

For tiden er min vennekreds ramt af en babyepidemi, der breder sig, som var det en malariaepidemi i Afrika. Og hver gang en ny bliver ramt, vender vi tilbage til det samme emne. Vi har nemlig allesammen på fornemmelsen, at hvis nogen ser os udefra, så vil de synes, at vi er nogle meget unge forældre. Men det er vi ikke længere. Vi er trods alt i slutningen af tyverne og opefter. Vi er så almindelige, som man kan være. Og så er det, at der en, der kækt fremfører replikken: "Hvor er vi blevet voksne!" Og inden under den afklarede tone fornemmer man noget andet. En lille usikkerhed. En lille angst for at blive småborgerlig. En lille angst for at blive alt det, man forsvor, man ikke ville være. Og mest af alt: En lille angst for egentlig at synes, det er meget rart.

Her sidder jeg og skriver mit første indlæg i min voksenhave med min voksenhængekøje og min voksenhund. Bemærk hvor fint man kan bruge tillægsordet "voksen" helt uden spor af ironi.